Forskel på at blive forpustet og at have astma

Næsten 8 uger er gået med ”ro” oveni de oprindelige 3 måneder siden diagnosen den 2. august. Alt i alt ca. 7 måneder med en brækket knogle i min højre fod, da jeg ikke gik til lægen med det samme.

Konsekvensen af min skade har været stort set ingen fysisk træning eller i meget begrænset omfang i hvert fald. Dette kan jeg blandt andet mærke ved, at jeg bliver hurtigere forpustet og skal anstrenge mig mere for, at gøre de samme ting som tidligere og samtidigt kan jeg se det på vægten, 5 kg er det blevet til, eller en 9% vægtforøgelse. Noget som jeg har svært ved at acceptere.

Med en måned mere inden den næste skanning i januar, er jeg så småt begyndt at få min krop op i omdrejninger igen. Jeg har faktisk helt glemt, hvor øm man bliver i kroppen og hvor hårdt det er at komme i form igen. Hive efter vejret, ikke pga. astma, men bare dårlig form. 

Privat foto: Dagens træning.

Jeg lader mig ikke forskrække af, at blive forpustet, da jeg mener at have nogenlunde styr på min astma, dog skal jeg dog indrømme at hosten om natten og trykken for brystet, ikke er helt ukendt for mig hellere. Men jeg har været heldigt, at det har jeg fået rimeligt hurtigt styr på.

I den kommende tid, går det langsomt med en ikke vægtbærende træning og ikke for mange bevægelser i selve fødderne, som også bliver min  kredsløbstræning. Udover dette er der blevet trænet lidt overkrops styrketræning for at blive strammet lidt op og i et forsøg på at forbrænde bare lidt kalorier.

Hvis du er blevet inspireret til at komme i form sammen med mig og du lider af astma, vil jeg anbefale at have din medicin med dig alle vegne. Jeg selv tager min forbyggende medicin dagligt efter de anbefaler min læge har givet mig. Derudover har jeg min anfalds medicin, Bricanyl inhalator med alle vegne inklusiv i fitness centret. Sammen med min iPod, mit Polar puls ur og bælte er det bare standard for mig. Rigtigt rigtigt mange gange har jeg faktisk ikke behov for Bricanylen, men den er min forsikring. Og pga. den tør jeg mere.

Privat foto: Selfie fra fitness centret

Så hvis dit nytårs forsæt er, at komme i form eller blive bare lidt mere aktiv kræver det nok, at du har en slagplan som er så deltaljeret, at den bliver målbar.  Ikke bare, at nu vil jeg til at træne eller bevæge mig mere.

Min personlige plan er at træne så meget som min fod tillader mig uden tilbagefald og helst så foden fortsat har mulighed for at hele, og så er det bare at vente til januar.

Med det vil jeg ønske dig og dine en glædelig jul.

Mindre end 5 måneder til VM i halvmarathon

Privatfoto.

Med mindre end 5 måneder til min næste udfordring, VM i halvmaraton i slutningen af marts i København, er det træls, at måtte meddele at genoptræningen nu igen er sat på hold.

En skanning, knogleskintigrafi fra sidste uge, viste produktion af ny knogle. Desværre for mig er resultatet ikke entydigt. Så der anbefales en ny test om ca. 3 måneder.

Da jeg stadigvæk har smerter i foden, der hvor bruddet er og anbefaling fra min læge stadigvæk er ro, må jeg bare sande, at min tålmodighed virkelig bliver sat på prøve her. Men intet er skidt uden at være godt for noget andet. Jeg har haft tid til, at komme på flere udfordringer, eventyr og test af egne grænser, som jeg pt. går og overvejer. Mere om det senere.

Jeg er blevet spurgt af forskellige mennesker om hvad det er for en skanning, jeg har fået foretaget, så derfor en kort beskrivelse af den.

Hvad er knogleskintigrafi:

Dette er en test, hvor et radioaktivt kemisk stof sprøjtes ind i blodstrømmen sammen med saltvand. Derefter venter man ca. 2 timer så det kan blive optaget i knoglerne. Kemikaliet fæstner sig til områder, hvor der er høj produktion af ny knogle, hvilket normalt indikerer en eller anden knogleskade. Et gammakamera bruges derefter til at påvise det kemiske stof i knoglevævet, og der skabes et digitalt billede.

Genoptræning

Puha. 3 måneder er nu gået med stortset ingen træning pga. skader, 5. metatarsal fraktur og senere plantar fasciitis oveni.  Lægens ordre var: Ro. Det kan i hvert fald ses på vægten og føles på tøjet. Alting synes at stramme mere end det plejer.

I den forgangne uge er der blevet trænet en lille smule med nye løbesko, selvom jeg mest af alt har lyst til at give den max gas.  Det er blevet til meget korte løbeture med gå interval i mellem, så det føles lidt som at starte forfra.  Forpustet blev jeg også, og med høj puls, ikke at forveksle med astma anfald.

Alt dette for ikke at gå for hurtigt frem, da jeg stadigvæk har ømhed/smerter i min højre fod.  For at give mig feedback og data anvender jeg stadigvæk mine Polar værktøjer som for længst er blevet fast udstyr i forbindelse med træning. 

Pga. af ømhed/smerter skal jeg inden for nærmeste fremtid have fortaget en avanceret røntgen af foden. Så jeg må vente lidt i endnu med at give den gas og tålmodigheden kommer igen på prøve.

Hvad angår nye udfordringer og eventyr har jeg besluttet, at 2014 skal byde på udfordringer, ikke så meget i højderne, som det plejer at være men, med en halvmaraton, VM i halvmaraton på dansk jord, nærmere i København og en fuld maraton sidst på året.

Tålmodighed er en dyd.

Der har den sidste måned været lidt stille her på bloggen.

Efter min hjemkomst fra Japan fik jeg endeligt taget mig sammen til at få skaden/ømheden i min højre fod tjekket. Som nogen ved, er det noget jeg har døjet med et stykke tid nu.

Et besøg hos egen læge endte med en henvisning til at få taget røntgen. Så en fredag morgen i august sidder jeg og venter på at få røntgen fotograferet min fod, som jo heldigvis er smertefrit næsten, undtagen da min fod skal drejes og det område hvor ømheden er, rammer pladen på briksen. Efter ca. 5-10 min. ventetid tilbage i venteværelset er dommen klar. Ham som har taget billederne kommer ud og siger, at det ser ud som om, at jeg har en brækket en knogle i min fod, men han skal lige have en læge til at kigge på billederne.

Allerede der tænker jeg, at det ikke er godt. Jeg har aldrig brækket noget før. Inden jeg når at tænke ret mange andre tanker om hvad nu, kommer han tilbage med meddelelsen fra lægen. Den er brækket. 

I hånden har han en CD med billederne på, som jeg får med hjem. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke hvad min fraktur hedder. Jeg afventer besked fra min læge om hvad der nu skal ske. Af ren nysgerrighed slår jeg bruddet op på nettet efter at have studeret billederne. En 5. Metatarsal Jones fraktur. Beskeden kommer et par dage efter. Minimum 6-8 ugers ro.

Min plan om at deltage ved Copenhagen Powerade halv maraton den 15. September er nu skudt i sænk. Øv, hvor træls!

Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger. Så det prøver jeg.

Turen til Mount Fuji-san i Japan. Del 3 ud af 3

1. del af ruten inden topbestiningen. Data fra mit Polar RC3 GPS ur sammen med google map

Stigning i højdemeter. Data fra mit Polar RC3 GPS ur

Link til data:
https://www.polarpersonaltrainer.com/shared/exercise.ftl?shareTag=fdf61ebddea015b18e342166d807fb85dea015b18e342166d807fb85

Kl. 2 om natten bliver alle vækket og det er tid til, at få gjort sig klar til topbestigningen. Indtil videre havde vi været forskånet for trængsel på bjerget, det skulle dog ikke fortsætte sådan. Kl. ca. 2.30 er gruppen klar, vores guide, Brent gør det klart, at det er vigtigt, at vi bliver samlet i en gruppe og ikke bliver spredt fra hinanden. Med pandelamperne tændt kan vi se en slange af mennesker som alle bevæger sig op mod toppen. Brent vælger på en del af vejen mod toppen at tage en lidt anden rute op, som er knap så trafikeret, så vi har mulighed for at være samlet. Jævnligt bliver vi talt, for at sikre at vi alle er der. Lige inden vi når toppen tager vi en lidt længere pause, stadigvæk på det tidspunkt er solen ikke stået op endnu. Grundet til pausen der, at vi ville være i læ for den evt. kolde vind på toppen, mens vi ventede på solen.

Foto: Privat. Solopgang

Ca. 4.15 står vi på toppen, 3.776 meter og kan se solopgang fra toppen af Japan´s højeste bjerg, Mount Fuji.

Foto: Privat. Mig på toppen af Mt. Fuji

Efter at have set solopgangen venter der os morgenmad på toppen og vi kan bagefter nyde at stå på toppen lidt endnu, inden en kort briefing om at vi kun er halvvejs. Vi skal også ned igen. 

At komme ned fra toppen går væsentlige hurtigere. Det samme grus som man hele tiden blev ved med at glide ned af på vej op, virker nu som en dæmper på de skridt ned af bjerget, som faktisk skåner knæene en del.  Ca. 4 timers nedstigning hvor det kun går ned af venter. Kl. ca. 10 står vi tilbage ved Subashiri 5. station, der hvor det hele begyndte dagen før.

Benene var en smule trætte på dagen, da de samme muskler grupper blev brugt hele tiden. FMG havde forslået inden turen gik til Mount Fuji, at vi afsluttede med et besøg i et traditionelt japansk bad/hot spring, et Onsen. Jeg tror alle satte pris på, at få vasket støvet af, at få løsnet lidt op i musklerne i det varme vand og den efterfølgende frokost vi besluttede at få på stedet efter badet, inden turen gik tilbage til Hotel Keio Plaza Shinjuku, Tokyo.

Tilbage står jeg nu med minder fra en fantastisk rejse på alle måder. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min vej, set og oplevet en verden forskellig fra den jeg er vant til her i Danmark. Jeg vil gerne takke deltagerne på denne tur, alle de mennesker jeg har mødt på min vej, FMG for at støtte ”Over Cancer Together” kampagnen i Japan og for turen, Polar for puls- og gps værktøj i forbindelse med min træning og på tur, Peak Performance for bjerg beklædning.  Jeg er taknemlighed for, at have fået lov til at aflægge Mount Fuji-san et besøg.

Jeg håber denne blog har inspireret til, at mulighederne som astmatiker ikke behøver at være mindre end for ikke astmatikere.

Turen til Mt. Fuji-san i Japan. Del 2 ud af 3.

Fredag morgen kl. 7.15 ankommer jeg til Hotel Keio Plaza Shinjuku, Tokyo, som er møde stedet for os deltagere på denne private Mount Fuji tur, hvor de fleste er ”Cancer Survivors” dvs. mennesker som har vundet kampen over kræft sygdommen.

Fuji Mountain Guides (FMG), det firma som vi har valgt, at bruge til denne tur har støttet ved at donere 10% af prisen på denne tur til kampagnen i Japan ”Over Cancer Together”.

Mødet på hotellet er også første gang jeg skal møde mange af deltagerne og vores amerikansk- og japansk talende guide, Brent. Der er dog et par kendte ansigter blandt, Binzee, Damien og Manami. Gruppen består hovedsagligt at japansk talende og ganske få engelsk talende. Jeg selv er i den sidst nævnte gruppe, selv om alle jeg har mødt har tiltalt mig på japansk, den japansk talende stewardesse ombord på flyet, butiksass., hotel personale og personalet på små spisesteder, indtil det er gået op for dem, at jeg ikke forstod dem.

Da vi alle er samlet bliver der hurtigt lavet en lille introduktion af hver af os inden turen går ud til den private bus som venter på os foran hotellet.

Efter et hurtigt stop ved et shopping center for at proviantere går turen videre i bussen ud til Mount Fuji Subashiri 5. station. Stationen ligger i 2.000 meters højde. Her er knapt så overrendt, som ved den meget populære 5. station. Efter en kort pause, hvor der bliver mulighed for at lige at tisse af, købe lidt souvenir og osv er det tid til få udleveret en lille nød pakke som (FMG) har sørget for og en kort briefing med tips og evt. forbyggelse af vabler.

Gruppe billed på 5.station

Fremme venter der ca. 1-1.5 times vandring ud af Subashiri stien inden det er tid til frokost ved 6. station. Frokosten er ca. en time, så der er tid til at få spist og se sig lidt omkring inden vi bevæger os videre. 

Toppen i baggrunden

Tempoet er stabilt, da vi først får bevæget os ud af skoven og ud på de nøgne stier, hvor det for alvor begynder at gå op ad på grusstier. Stort set hele vejen går det op ad, kun ved stationerne er der et fladt plateau og hele tiden tager man et skridt op/frem for kun at glide et halv skridt tilbage. Selve bestigningen er ikke på noget tidspunkt teknisk og vi var super heldige, at have perfekt vandre vejr. Kl. ca. 18.10 ankommer jeg til vores mountain lodge på 8. station. Gruppen er blevet spredt en smule ud, da højden begynder at påvirke nogle af deltagerne, så alle tager det i det tempo, de synes de kan overskue. Det vigtigste er bare at komme ind inden det bliver mørkt, da der bliver koldt. 8. station ligger i 3.450 meter, derfra er der kun 326 meter til toppen. Jeg selv har kun en anelse hovedpine og en smule forhøjet puls. Hovedpinen har stortset fortaget sig inden topbestigningen.

Mount Fuji´s egen skygge taget ved solnedgang

Aftenen går med at få energi depoterne tanket op, Mountain lodge japansk karry ret med en kødbolle og to små pølser, vand og et stykke mini Fuji sandkage. Derefter går turen ned i de soveposer om ligger på køjesengen (en stor køjeseng, hvor folk ligger tæt ved siden af hinanden). Støvlerne stiller man udenfor sovesalen/soveområdet.

I nat venter topbestigningen.

Turen til Mt. Fuji-san i Japan. Del 1 ud af 3.

Søndag formiddag står jeg i Københavns Lufthavn ved baggage drop. Selve check-in har jeg gjort hjemmefra på computeren dagen i forvejen og med et mobil boarding kort er jeg klar.

Første delen af turen går til Helsinki i Finland, hvor jeg har to timer inden jeg skal boarde på et fly og 9 timer 30 min. flyvetur venter til Narita International lufthavn ca. 60 km udenfor Tokyo.

Narita International lufthavn

Efter det sædvanlige ritual med immigration og told kontrol går turen mod Tokyo i orange limousine busser, da det helt klart er den billigste løsning, 3.000 yen eller ca. 170 dkk for en enkelt billet. Taxa kørsel er ekstremt dyrt havde jeg fået at vide hjemmefra og en tur fra lufthavnen til Tokyo ville hurtigt koste mellem 20.000-25.000 yen/ca. 1.100-1.400 dkk.

Efter et par dage i Tokyo som jeg hurtigt fik brugt på sightseeing, sætte mig ind i metro tog systemet, som er ret nemt og er punktligt, når man lige får lært det og hænge ud med mine frivillige Livestrong leaders til en Japansk baseball kamp, baseball er en stor sport i Japan, er jeg klar til Mount Fuji. Bjerget har stået på min liste over ting/steder jeg gerne vil opleve.

Tokyo set fra Tokyo bugt

Aftenen før bestigningen går med, at pakke alt hvad jeg skal bruge på bjerget. Alt hvad jeg skal bruge af personlige ting, lidt mad, snacks og væske skal være i den 33 liter rygsæk jeg har medbragt og mit Polar RC3 GPS får lige den sidste batteri opladning, så ruten optages så den kan oploades senere.

Bestigningen af Fuji skal foregå over to dage, dvs. med en overnatning i mountain hut, så sovepose var ikke nødvendigt. Nu venter bjerget, Japan´s tag og som også er på UNESCO´s verdensarv liste.

Astmaen har det fint, dog skal jeg lige akklimatisere til den asiatiske sommer, som er varm og med høj luftfugtighed.

I morgen venter Mount Fuji.

2 uger til adgang

Nu er der to uger til turen går mod det japanske, hvor Mount Fuji venter med sine 3.776 meter over havet.  Vejret i Japan i juli er meget varmt og med høj luftfugtighed. Så jeg er spændt på, hvordan min astma reagere på den pludseligt temperatur- og luftfugtigheds ændring. Heldigvis har jeg nogle dage til at tilvende mig tidsforskellen mellem Japan og Central Europa og selvfølgelig temperaturen inden turen går opad.

Træningen lige nu har jeg ikke ændret så meget på, den består stadigvæk af et mix mellem styrketræning, løb og gåture med rygsæk på.

Mount Fuji er her for ganske nyligt kommet med på UNESCOs verdensarvsområder som er blevet erklæret bevaringsværdige. Man kan næsten se hvorfor med den næsten perfekte kejleform.

Foto lånt fra: My Tokyo Guide

En flot løbetur i Smilets by, Aarhus

Så sidder jeg med en medalje fra Aarhus halvmaraton 2013. 21,1 km tilbagelagt i smilets by på en rigtig flot dag sammen med knap 10.000 andre. Vejret viste sig fra den rigtige pæne side med flot solskin. 

Arrangementet var utroligt velorganiseret og med stor opbakning fra publikum. En stor tak til alle Århusianer som kom ud og heppede på ruten, især opmuntring og tilråb mod enden. Tak endnu engang. Afhentning af startnr. og t-shirt, jeg fik hentet dagen før selve løbet i forbindelse med Expoen, hvor jeg blandt andet fik en hyggelig sludre med folkene fra Polar Danmark. Derefter var det var en afslappende dag med lidt fokus på at være velhydreret.

Søndag morgen kl. 9 stod jeg så klar i startområdet og er en smule spændt og klar til at kaste mig ud i de 21.097 km.

Forberedelserne havde ikke været helt som jeg godt kunne tænke mig det. En del arbejde og udfordringer med græs allergi i perioden op til løbet samt en tilbagevende skade, havde gjort det lidt svært, at gennemføre den træning jeg ved der skulle til for, at forbedre min PR som jeg oprindeligt havde håbet på kunne lade sig gøre.

Tilbage sidder jeg og håber på at have bevist, at astma ikke behøver at være en begrænsning. Vær ikke bange for at gå efter dine drømme.

Om knap 4 uger vender der endnu et eventyr, denne gang i det fjerne østen, nemlig Mt. Fuji lidt udenfor Tokyo, Japan. Jeg glæder mig.

Foto lånt af Japan Airlines. Mt. Fuji

Stor tak til Polar for støtten i form af træningsværktøj til brug i det daglige samt muligheden for at vise ruteoversigt og data i forbindelse med Mt. Fuji bestigningen.

Udfordringer, skader og allergi

Med kun en uge til halv maraton føler jeg mig langt fra klar. Min fodskade er begyndt at drille mig igen. En temmelig øm højre foden efter en træningsløbetur lige præcis der, hvor min skade var. Samtidig har jeg været hårdere plaget af allergi end jeg plejer med udslæt på huden også, udover de hævelse omkring øjnene, snue og nysen. Så antihistaminer, øjendråber og selvfølgelig astma medicin har været en fast bestanddel i min taske/rygsæk.

Alt i alt, langt fra den forberedelse jeg har kunnet tænke mig. Så mine forventninger til målet nu, er at fuldføre de 21.1 km og helst uden skader, da jeg skal i gang med de fysiske forberedelser til en bestignings/vandre tur opad. Om ca. 5 uger går turen til Japan, hvor Japan´s højeste bjerg Mt. Fuji venter. For at jeg skal kunne nyde turen mest muligt, ønsker jeg at være i så god form som muligt, for at have et så stort overskud mentalt på turen.

Jeg ved, at Mt. Fuji er et helt andet bjerg og langt lavere end Mt. Kilimanjaro er. Men jeg husker, hvor hårdt jeg synes nat bestigningen var mod toppen. 

Nu er der kun at håbe for det bedste næste weekend.

Halv maraton tid nærmere sig

I dag er mindre end en måned til Aarhus halv maraton løber af stablen.
At få passet træningen ind i en travl hverdag har for mig været en udfordring, nok den største. Deadlines og overarbejde har på det seneste været udtalt. At få passet det ind i et begreb som hedder worklife balance, har været noget nær umulig for mig med kun 24 timer i døgnet.

Ønsket om at gennemføre min halv maraton i personlig bedste tid, må jeg nok skyde en hvid pil efter, men forsøges det skal det alligevel, som ud det med den begrænsede træningen bliver svært op ad bakke. Mit træningsværktøj, et RC3GPS ur fra Polar, har jeg haft den sidste måneds tid.

Som de fleste har fundet nu af er foråret i Danmark kommet og i samme forbindelse pollen. Normalt er jeg ikke ramt af birkepollen allergi, men jeg synes dog, at være lidt ramt alligevel, langt fra i svær grad, så løbetræningen har stadigvæk kunne gennemføres.

Senere på sommeren venter et eventyr og en bestigning af Japan´s højeste bjerg Mt. Fuji. Jeg har den ære, at bestige den sammen med en gruppe mennesker som alle er Cancer survivors. Fuji Mountain Guides, som skal være guides på bjerget, har valgt, at donerer 10% af prisen på denne tur til en Survivorship Empowerment kampagne i Japan som hedder "Over Cancer Together" eller OCT som forkortelse.

Jeg kan ikke slet ikke beskrive hvad dette betyder. At bevise at man som astmatiker kan mere end de fleste selv tror på kan lade sig gøre og samtidig, at støtte en kampagne i Japan, til fordel for Cancer survivors.

http://www.octjapan.jp/

Hjemme i Danmark ønsker jeg, at støtte Astma-Allergi´s arbejde. Mere om dette.

Halv maraton og Fuji til sommer

Løbetræningen er i gang og heldigvis ingen dårlige tegn fra min højre fod, som jeg har døjet med og hvor jeg har måtte bakke helt af på løbetræningen. Pu-ha, det har/er hårdt for tålmodigheden og selvdisciplinen. At gennemføre Aarhus halv maraton er fortsat målet med løbetræningen, så må vi se om gennemførelse på en bestemt tid kommer på tale. I hvertfald har jeg fra Polar, redskaberne til at analyse min træning og holde styr på hvor jeg befinder mig, og hvorvidt jeg er på rette spor.

Astmaen er der rimeligt godt styr på, selvom den forsat kolde luft ikke ligefrem hjælper på astma og løbetræning udendørs, men det er der råd for. En maske som varmer luften en smule op inden den rammer luftvejene kan hjælpe.

I min seneste blog nævnte jeg en lille ikke teknisk top, som jeg kaster mig over til sommer. Turen denne gang går til Japan, nærmere Japans højeste bjerg, Mount Fuji. Turen laver jeg sammen med en lokal bjergguide fra FMG. FMG har tosprogede guider, der både taler japansk og engelsk.

Mount Fuji. Foto lånt fra internettet.

Mount Fuji er med sine 3.776 meter japanernes hellige bjerg. I daglige tale Fuji San. Tilføjelsen ”San” er et høfligheds og æresbegreb, når man taler til personer og betyder faktisk også bjerg på kinesiske. Mount Fuji er en levende vulkan og er næsten perfekt kegleformet.

Mount Fuji´s egen skygge. Foto lånt fra Fuji Mountain Guides

Nogen japanere mener om Mount Fuji:

Man er ikke en ægte japaner, før man har besteget bjerget - men endelig kun én gang. At bestige bjerget flere gange er ikke bare en helligbrøde. Det opfattes også som en dumhed. For hvorfor i alverden skulle man dog anstrenge sig for at komme op på den forbandet stejle stenskråning mere end den ene gang i sit korte liv?

En mindre top

Fotograf: Claus Boesen. Copyright: Anne Chen

Der har været lidt stille her på bloggen siden min tur til Aconcagua blev aflyst og jeg gik i tænkeboks.

Jeg er nu kommet ud af den. Det jeg i hvertfald kan sige er, at jeg satser på, at komme på tur i februar 2014.

Hvem rejsearragøren bliver og til hvilken destination er jeg ikke helt afklaret med.

Nr. 1 mulighed, selvfølgelig et forsøg på at bestige Mt. Aconcagua i februar 2014.

Nr. 2 mulighed, en bestigningstur jeg er faldet over hos Kipling. En pionertur til Columbia. Billederne derfra er helt fantastiske og turen lyder super spændende.

Bjerget i Columbia er godt nok ikke så højt som Aconcagua, faktisk lavere end Mt. Kilimanjaro og hellere ikke en af de syv toppe. Men er det i grunden så vigtigt, om det er det eller ej?! I min verden er det ikke. For mig er det en personlig oplevelse hvor der samtidig bliver flyttet grænser, i de absolut smukkeste omgivelser sammen med andre mennesker.

Begge tur jeg overvejer ligger lidt langt ude i fremtiden, nærmere et helt år. Så i mellemtiden tager jeg på en lille top på 3.776 meter her til sommer. Mere om den I næste indlæg.

I mens, træner jeg frem mod Aarhus halvmaraton. Udfordringen som jeg har døjet med et stykke tid har været en mindre skade i min højre fod. Det håber jeg nu er fortid, så løbetræningen nu kan genoptrænes.