tirsdag den 2. maj 2017

Tom rum, nye mål og et øjebliks billede af astma status

Der er været lidt stille her på bloggen. Jeg har haft behov for at fordøje min præstation/drøm om at have gennemført løb på alle klodens syv kontinenter.  Derudover har jeg følt et tom rum.

Derudover har en akillessene skade holdt mig tilbage.

Jeg håber at have bevist, at man godt kan gennemføre hård fysisk aktivitet, selv som astmatiker. Ja, det tager forberedelse og tid, men det gør næsten alt.

I dag havde jeg fornøjelsen, at ligge vejen forbi en af SnotOrNot kampagnen´s tiltag. Et pop-up telt med mulig for at få en snak om allergivenlig have, få foretaget en priktest og en lungefunktions måling. Alt sammen på Højbro Plads i København.

Snot Or Not Pop-up stand. Højbro Plads
Jeg fik mulighed for at få foretaget en lungefunktions måling. Til min overraskelsen var jeg ikke helt så velbehandlet som jeg troede. Selv om lungefunktions måling generelt så pæn ud, så har jeg symptomer, så som hoste, nyseanfald og morgensnue.

Resultat, lungefunktions måling
Tilbage til nye udfordringer. Hvad nu?! Hvad skal man finde på, når drømmen om løb på alle syv kontinter er opfuldt. Ja, jeg ved at forsker nu måske har fundet et 8. kontinent. Når det engang er blevet bekræftet, så må jeg en tur til New Zealand for at løbe 1/2 marathon for at have gennemført alle 8, men indtil da, venter jeg lidt.

Jeg kan afsløre, at jeg i resten af 2017, fokusere på genoptræning. Det består af styrketræning samt løb med gradvis forøgning af distance. I 2018 håber jeg på, at være klar til at kaste mig over de 42.2 km igen. Hvilket event der bliver det første er i skrivende stund uklart.

søndag den 28. februar 2016

De 7 kontinenter. Del 4 og sidste

Lige et sidespring. Jeg er blevet spurgt om hvor flad eller ikke flad løberuten var på King George Island. Jeg kan sige at vi ikke kom over 46 meter over havets overflade. Det er det mit Polar V800 har registreret. Og under de 21 km har jeg bevæget mig 370 meter op og 365 meter ned. Så ruten var langtfra flad og som souvenir fik jeg en hoste med tilbage til Chile. Jeg ved ikke helt om det var astmaen eller hvad der var skyld i hosten.

Data fra mit Polar V800 ur
Men, nu tilbage til Punta Arenas, Chile. Efter tilbagekomsten til Chile havde vi to dage til at slappe af, gå på sightseeing og få noget god mad. God mad er ikke svært at få. Den ene dag for mit vedkommende blev brugt på at tage ud til en pingvin koloni på Magdalena Island, for at se Magellan pingviner. De er kun på øen i yngle perioden, ca. fra oktober-februar/marts. Vi fik af guiden at vide, at der kun ganske få regler. En ene er, hvis pingvinen bevæger sig væk fra dig, lad være med at følge efter den. Dernæst var der kun 3 regler. Nr. 1 Lad være med at røre pingvinerne, nr. 2. Lad være med at røre pingvinerne og nr. 3 Lad være med at røre pingvinerne.






Om fredagen blev løbet så startet om for de løbere som ikke fik registreret en tid, inden vi pludselig skulle pakke og flyve til Antarktis.

I min bagage havde jeg pakket en pingvin dragt med. Efter løbet blev skudt i gang, fik jeg taget mit "finisher" foto og overrakt min medalje.  Derefter smuttet jeg op på hotellet værelset og iførte mig min dragt til stor morskab ved start/mål linen hvor vi var del til at heppe på løberne på løberuten.


Jeg fik at vide at jeg skulle gå ud til kompasset på løberuten og lave en pingvin dans, og der skulle være vidner til det. Så det gjorde jeg mens jeg tog billeder af de andre i gang med deres løb.



Efter den sidste løber var kommet i mål, havde vi et par timer inden der var fælles afgang til fællesspisning og fejring på Dreams hotel, ca. 10-15 min. gåafstand fra vores hotel.

Det var først da jeg så buffen på hotellet, at det gik op for mig, at vi ikke havde fået ret mange grønsager mens vi havde været afsted. Til alt mad, fik vi kun en meget begrænset portion grønsager.

Efter middagen holdt Steve fra Marathon Adventures en lille tale og der blev delt en priser ud til vinderen af de to løb på både dame og herre siden, og der blev taget billeder af alle vinderne og alle os som havde gennemført vores 7 kontinenter.

Selfie sammen med Adam og Steve fra Marathon Adventures
Inden vi alle skulle skilles og rejse hjem var der arrangeret en tur til Torres del Paine National Park. En park, jeg ville ønske vi havde mere tid til at se. Men, på den anden side er der jo en undskyld for at komme tilbage til Patagonia og National Parken.





Fårehyrde, jeg så se vej til Torres del Paine
Hjemme i Danmark sidder jeg nu og har gennemført min drøm om de 7 kontinenter. Min indre eventyrer drømmer sig væk til nye destinationer og nye oplevelser.


Jeg har mødt en gruppe fantastiske mennesker, uden dem var turen aldrig blevet det samme. Så tak til alle i gruppen, tak til Lysette fra Kathy Loper events for altid at gå det ekstra for den kæmpe service hun ydede. Tak til Marathon Adventures, Adam, Steve og Whitney for alt det hårde arbejde.

Til sidst en kæmpe stor tak til alle jer der har fulgt med her, til Polar, Rawbite og x-bionic Danmark for støtten.


torsdag den 18. februar 2016

De 7 kontinenter. Del 3

Så er løbet i gang.

Ruten består at to ud-og hjem omgange. Den til venstre for campen var en op ad bakke mod lufthavnen, den bestod af en grusvej med sten og stykker med sammenpresset sne. En truck var parkeret som mærket for hvornår man skulle vende og løbe tilbage mod campen igen. Det var også den lette del af omgangen, ca. 3 km alt i alt. Til højre fra campen skulle man så ud på den anden del af ruten. En stejl bakke skal forseeres, derefter var der 3 snedriver man skulle igennem. Der var kun lige plads til en, så det blev en person af gangen, og man kan ikke løbe på det stykke. Sneen gik fra knæ højde til op til livet. Derefter fulgte en sten sti fyldt med sne og is, som senere smeltede og blev til slush og mudder, som temperaturen steg i løbet af dagen, efterfulgt af et fladt stykke, hvor vi var super heldige at se søløver og pingviner.




Derefter går det op igen imod den kinesiske base og igennem basen ud på endnu en stensti med store sten. Lige præcis på dette stykke var der stor risiko for at vrække om. Derfra kommer endnu en truck til syne, det er vendepunktet. Alt i alt ca. 10,5 km, som er super hård. Ved bilen står DAP folk parat med noget vand og der er også et toilet telt, skulle man have brug for sådan et. Det fik jeg efter brug. Ikke specielt rart midt i et løb, at skulle træde af på naturens vegne.





Til løbet har jeg en lang armet x-bionic løbetrøje og min vinterløbe jakke, på benene har jeg valgt et par vinter løbetights og mine skal bukser. Bukserne er for at holde vind, mudder og sne ude. På fødderne har jeg et par vinter x-socks strømper på og mine trial løbesko, som desværre ikke er vandtætte.

Jeg kommer igennem først runde og vælger at dykke ind i vores telt for at hente mit kamera og telefon. Omgivelserne er helt fantastiske, desværre er mine ben ikke. Jeg kan mærke at trætheden stadigvæk sidder der og føler ikke rigtigt at jeg har noget at skyde med. Jeg har 10,5 km endnu, og jeg er mentalt presset på min tid. Jeg ved at tiden ikke betyder noget, men kan alligevel ikke lade være med at blive påvirket af den.

I messeteltet er der nu disket op med diverse energi produkter i form af varme drikke, juice, småkager og slik. Jeg prøver at fylde mine depoter med energi, drikker en kop varm te og får et par chokolade småkager ned. Sukkeret kvikker mig lige op, og jeg kan mærke at nu kan jeg lidt igen. Desværre holder kagerne ikke ret længe og jeg føler mig drænet for energi, benene er tykke. Jeg kommer ud på anden omgang og forsøger at småjogge op ad bakken på den let del af ruten. Benene vil bare ikke. Pga. mit nuværende tempo, synes jeg pludselig at kunne mærke den kolde vind.



Jeg vælger endnu en gang efter at være kommet forbi campen, at dykke i vores telt, for at hente min noget tyndere vinterjakke.  Jeg har brug for noget til at vinde vinden ude. Jeg tænker op endnu en gang i messeteltet og begiver mig ud på de sidste ca. 7 km, men nu er temperaturen steget lidt og det er begyndt at tø. Det der tidligt på morgen var frosset is og sne er nu blevet små bække af smelte vand. Ikke altid til at se, da overfladen nogen steder stadigvæk består af et nu tyndt lag sne. Jeg træder igennem på vej op mod den kinesiske base, med min ene fod. Nu har jeg en våd sko og strømpe. Jeg bliver ved med at bevæge mig for ikke at blive kold, og det går lige. Mit joggeri er nu blevet til gågang, der er ikke mere tilbage. Jeg forsøger flere gange, men efter 15-20 meter vil benene ikke, så jeg bliver nødsaget til at gå. Så for at undgå også at blive våd på den anden fod, så er ruten ikke længere så lige til, små omveje for at undgå det værste mudder og bække af vand. Jeg registrere på mit Polar V800 GPS at have tilbagelagt 21.89 km.



Da jeg endelig ser vore målstreg tænker jeg næsten hjemme, men det snyder lidt. Til briefingen aftenen før har vi fået at vide, at efter vi har gennemført vores hele omgange skal vi lige ud forbi det henholdsvis lyserøde og orangeflag, som er plantet på den første del af ruten inden vi vender om og kommer i mål. Det er lige for at få de sidste par 100 meter mere.

Aldrig har jeg været så glad for at se en målstreg. Jeg får hængt min Antarktisk medalje om halsen, men ved stadigvæk ikke om det var min 6. eller 7. kontinent, da jeg ingen medalje fik dagen før. Jeg spørg pænt vores tidtager om mit løb i Chile gælder. Han svarer fik du en medalje? Til det må jeg svare nej, men jeg får hurtigt indskydt, men jeg fik noteret en tid. Han fortæller mig så, at så gælder den. Antarktisk blev mit 7. kontinent. Jeg har nu gennemført to halve marathons indenfor 24 timer og nu alle 7.


Glad bevæger jeg mig hen til teltet og får et par tørre sokker på, min vandre støvler og min NorthFace Himalaya Parka. Jeg bemærker ikke at min vabel fra dagen før, nu er blevet til en blodvabel, da kulden har bedøvet min følelser i mine tæer.

I messeteltet begynder folk så småt at provianterer. Der er lavet en frokost pose til hver deltager med noget juice, sandwich, trialmix, chokolade bar, energi bar og chips. Der kommer stadigvæk løberer ind som lige skal have lidt energi, inden de bevæger sig ud på ruten igen. For os, som vi er færdige, får vi mulighed for at se pingviner, hvis du har lyst. I grupper af 10 bevæger vi os sammen med vores DAP guide ned mod en ventende zodiac båd, for at sejle over til en af de nært liggende øer for, at se en pingvin koloni yngle. En fantastisk oplevelse at se i naturen.





Vejrguderne har været med os, vi kan se at alle får lov at gennemfører, deres respektive distancer, inden vores fly kommer og henter os. Vi skal tilbage til Chile senere på dagen.


Med hvad nu med Punta Arenas, Chile løbet .... Sidste del.

onsdag den 17. februar 2016

De 7 kontinenter. Del 2

Vi flyver med Antarctica Airways, så inden bonus point her. På flyet bliver der serveret drikkevarer og snacks. Udover os deltagere har vi også bemanding med fra DAP. Det er de guider, som skal holde styr på os, og søger for os mens vi er afsted.

Jeg er super glad for at have valgt at flyve istedet for at sejle. Vi havde en super rolig 2 timers flyvning uden turbulens.

Vi lander på King George Island, Antarktis. Vi stiger ud af flyen. Det blæser her, ca. 14 m/s og jeg tænker, at det skal vi løbe i, i morgen. Jeg ved ikke hvor koldt der er, men senere får jeg at vide at temperaturen har været omkring minus 9-10 grader celcious.


Vi har en enkelt deltager eller to som troede det ville være varmere. Kun iført Jeans og fleecetrøjer, og som ikke havde taget varmere tøj med.

Vores indcheck baggage bliver taget af flyet sammen med proviant, som bliver kørt på et bæltekøretøj. I samlet flok går vi ca. 1,5-2 km ned til vores camp site. På vej til teltpladsen ser vi vores fly lette med base folk, der skal videre. Flyet kommer efter planen tilbage næste eftermiddag, hvis vejret tillader det, ellers må vi blive endnu en nat.


Der er vores messetelt allerede slået op samt toilet faciliteter.





I mens vi venter på at resten af vores NorthFace 3 personers telte bliver stået op, får vi lidt at varme hos på inde i messeteltet. DAP personalet har sørget for kaffe og man kan få en varm kop nuddelsuppe. Senere på aftenen, som aftensmad kan vi vælge mellem 2 hjemmelavede kød retter, en med ris og en med kartoffelmos, som bliver lunet i en mikrobølgeovn. Mens vi spiser kommer der endnu en briefing. Vejrudsigten melder om, at vinden vil stilne af fra de omkring 11 m/s til et par stykker hen over natten. Så vejrudsigten til løbet ser til at blive god, samtidig skulle temperaturen stige til omkring frysepunktet er lige derover. Morgenvækning bliver kl. 04.00 og race start omkring kl. 05.00


Jeg deler telt med 2 andre. 3 kontinenter repræsenteret i vores lille telt, Australien, Europa og USA. Et telt som ikke føltes som et 3 personers telt, men nærmere 2, med alle vores baggage.

Vi går til køjs omkring kl. 22.30. Det er stadigvæk lyst udenfor og det blæser nu kun ca. 9 m/s. Jeg falder relativt hurtigt i søvn og har det dejligt varmt i min Marmot -40 graders sovepose. Jeg har et par tights på, og 1 langarmet trøje og en t-shirt på og min Polar fleece beanie/hue.


Kl. ca. 03:40 vågner jeg og der er helt stille. Vinden har lagt sig henover natten. Yes, tænker jeg! Så havde meteologerne ret. Lysten til at forlade min varme sovepose er ikke ret stor, men tissetrangen melder sig, så det får mig ud af fjerdene.

Jeg har min tykke Northface Himalay parka på, udenpå mit løbetøj, og udenpå mine x-bionic vinterløbe tights har jeg et par skalbukser på. Min x-bionic løbehue har teltet spist, finder den først da vi pakker og skal flyve tilbage til Chile.


Benene har det forbavsede godt, ikke rigtig nogen ømhed, bare lidt trætte. På min ene tæ har jeg en vabel fra dagen før. Det er den samme som jeg altid døjer med, uanset strømper og sko.

Astmaen har det fint. Jeg var lidt bekymret lige inden vi skulle afsted. Til morgenmad får jeg en banan, vores kop nuddelsuppe og en kop kaffe.

Kl. 05:16 bliver løbet skudt i gang.

tirsdag den 16. februar 2016

De 7 kontinenter. Del 1

Er nu kommet hjem og har gennemført og opnået mit mål. 7 halv maratons på 7 kontinenter er nu i hus. En bedrift jeg faktisk er ret stolt af og en oplevelse uden lige. 7 meget forskellige kontinenter og kulture. Og vil jeg sige ,at det sidste kontinent var noget for sig. Jeg føler mig lidt tøm indeni. Hvad nu?! Jeg har været så fokuseret på, at forsøge at nå mit mål, og nu er lykkedes.


Nåh men, nu til turen, hvor der var to løb med i pakken, hvis man havde lyst.
Punta Arenas og Antarktisk 2016.

I dagene op til turen, blev der pakket lidt andet end det jeg plejer at pakke til løb. Jeg vil nærmest beskrive pakke forløbet, som da jeg skulle bestige Mount Kilimanjaro, i Tanzania.

Vi, gruppen havde på forhånd fået en del information omkring turen og forslag til hvad der ville være en god ide at tage med i baggagen. Se tidligere blogindlæg. Heldigvis havde jeg alt hvad jeg skulle have med, så ingen panik køb hos diverse friluftsbutikker.

Da jeg havde besluttet mig for, at kun ville tage min 70 liters NorthFace duffeltaske og min dagturs rygsæk med, måtte der pakkes det nødvendige og derefter det der ville være rart at have med.

Det lykkedes mig kun at have 12.5 kg med i min indchecket baggage, inkl. min sovepose som fylder en del og vejer ca. 2 kg alene.

Efter en lang tur, lander vi i gruppen dropvis i Punta Arenas, Chile. Sidste mand landede vistnok først lørdag eftermiddag. Torsdagen bliver brugt på at finde noget at spise i nærheden af hotellet. Ellers bliver tiden brugt på at sove og se os lidt omkring. Punta Arenas lever helt klart at turister, måske specielt friluftsfolket. Folk i vandrestøvler, rygsække og dun/skal jakker alle vegne og masser af friluftsbutikker med alle de kendte mærker. Så der er rig mulighed for at købe sig fattig, hvis man er til grej eller man lige mangler noget.





Søndag aften starter det officielle program med race og fly briefing på hotellet efter fælles spisningen. Da vi ikke på daværende tidspunkt ved hvornår og hvilken dag vi skal flyve til Antarktis. Alt er vejrbestemt og der skal vises en vis fleksibilitet. Vi får at vide, at vi skal overnatte på King George Island i 3 mands telte og toilet forhold gennemgåes. I toilet teltet vil der være en stol med et hul i, hvor der er en pose. Der skal bummelum i, når du er færdig skal du binde en knude på posen og den skal puttes i et rør. Skal du af med urin, skal du bruge plastikspanden, som efterfølgende skal hældes i en tønde, udenfor teltet, hvori der sidder en tragt.

På mødet fik vi også udleveret vores startnr. og fik at vide, at vi skal mødes mandag morgen til endnu en vejrstatus kl. 09.30.

Mandag morgen kl. 09.30 får vi at vide af løbsarrangøren, at det meget sandsynligt, at vi ikke flyver, pga. der er faldet sne. Landingsbanen skal være fri for sne, før vi kan flyve. Så forbered på at løbe Punta Arenas løbet kl. 10.30.

Punta Arenas løbet.
Ruten var ikke noget at skrive hjem om, bortset fra at jeg ser to delfiner ikke langt fra kusten. Det var en ud og hjem rute langs vandet på beton fortov. En ud- og hjem omgang på 10.55 km.  Så for mit vedkommende var det 2 gange. Start og mål er heldigvis lige over for hotellet, hvor der også er mulighed for at have lidt energi drink stående og andre fornødenheder.

Temperaturen er rimelig på dagen, da det blæser meget. Specielt på tilbagevejen var der stiv modvind. På min anden tur, næsten inden mål, bliver jeg indhentet af en af de fyre som skal løbe hel maraton, og vi følges ad mod min målstreg, han har stadigvæk to omgange endnu. Jeg bemærker, at målflaget er taget ned og vi får at vide at løbet nu er afbrudt og at vi flyver til Antarktis nu. Løbsarrangøren peger hen på en bus, som holder udenfor vores hotel og siger, at bussen kører om 35 min.  Jeg når lige at sige, at jeg har gennemført min halvmarathon og nu er færdig, hvor jeg hurtigt får noteret en tid.

Jeg tænker, at nu er det nu, men der er stadigvæk løberer ude på ruten, i gang med deres halv maraton, hel maraton og 50 km. Hvad med dem??? Senere finder jeg ud af, at kun dem som gennemførte deres halvmaraton inden vi skulle afsted og fik noteret deres tid er færdige. Resten får at vide, at løbet ikke gælder. Av!

Jeg skynder mig op på værelset, hvor jeg lige får tid til at tage mit svedige løbetøj af, kastet noget vand i hoved og hoppe i noget varmt og tørt tøj. Vi skal til Antarktis. Derefter forsøger jeg at få pakket og plads til det jeg vælger, at tage med. Vi har fået at vide at vi kun må have 10 kg ind-checket baggage, så jeg vælger at have mange lag tøj på. Heldigvis har vi hotel værelset, mens vi er væk, så alt hvad vi ikke behøver, kan vi efterlade der.

Vi venter nede i lobbyen på hotellet, hvor jeg kan se, at nogen først nærmest lige har fået beskeden, om, at vi flyver. En smule forsinket og efter at vi er blevet talt, er vi nu på vej i lufthavnen.

I lufthavnen checker vi ind som normalt. Vi får alle udstedt et boarding pas og skal igennem sikkerheds check. Vi er nu endelig på vej.